
Stella er en typisk dansk svensk gårdhund med et mildt og godt sind. Hun nyder at bo her på gården sammen vores anden gårdhund Vera.
Stella er mor til hvalpene der blev født d. 5.4.2026.
Stella har et rigtigt godt jagtinstinkt og fanger mus, rotter,mosegrise og muldvarpe. Sjovt nok danner hun jagtteam med vores hankat Miv.
Hun nyder at gå ture ved stranden og i skoven og der er god tid til at snuse og “læse avisen”
Når hun ikke er ude for at gøre livet usikkert for mus osv. Så er hun en rigtigt puttegris der elsker at putte under en dyne eller et tæppe.
Om natten sover hun enten i smørhullet eller under min dyne. Stella har et robust temperament. Hun er stort set ikke bange for noget. Men ingen tvivl om at hvis der er noget hun ikke vil være med til, så får vi det at vide uden omsvøb. Hun Alfahunnen i den lille flok. Hun er utroligt klog og kan mærke alle stemninger herhjemme. Hun er ekspert i at tigge godbidder. Hun har to strategier når det gælder om at tigge. Den ene er at finde et eller andet som hun godt ved hun ikke skal have, og så komme og foreslå en byttehandel med en godbid. Den anden er at få LAAAANG øjenkontakt. De der dybt brune øjne er utroligt udtryksfulde, og hun ved godt at hun er dejlig, og vi må nok indrømme at det indimellem er umuligt at sige nej til hende.
Vi har haft hende siden hun var 9 uger gammel hun er vores første hund og vi knuselsker hende.
Stella fylder 5 år i år. Hun er selvfølgeligt avlsgodkendt og er eksteriørbedømt til excellent. Hun er PLL fri gennem arv.